top of page
klaver1_edited.jpg

SecondChoice

Duoen SecondChoice består af Peter Ettrup Larsen på klarinet og Martin Åkerwall på klaver. Gennem deres karrierer har de begge virket på højt niveau både som dirigenter, solister og kammermusikere i ind- og udland.

 

Som duo bevæger de sig mellem underholdende og seriøs formidling af musik for klarinet og klaver, hvor traditionelle fortolkninger af de klassiske mesterværker ses i et fornyende lys. Deres bud på musikken er ikke alene autentisk, det er også kontroversielt.

 

Duoen SecondChoice tilbyder fire forskellige koncertoplevelser:

 
1
kammerkoncert

Oplev SecondChoice i klassiske mesterværker af f.eks Weber, Gade, Poulenc, Brahms og Debussy.

En koncert, hvor musik i den store form er på dagsordenen. Her går man hjem med oplevelsen af musik, der er tænkt dybt og som har tålt mere end et århundredes slid.

2
Ping pong poulenc

Et ”fresh take” på kammerkoncertgenren, formet som en underholdende rejse rundt til større og mindre stjerner i det musikalske univers. Koncerten er bygget op som en bolsjepose af kortere stykker og enkeltstående satser, der rummer spændende historier, der fortælles og formidles af Martin og Peter.

Ved koncerten opføres der bl.a. musik af Poulenc, Gade, Brahms og Åkerwall.

 3
dirigenter spiller musik af dirigenter

Det er ikke tit, man oplever dirigenter spille selv. Men det er ofte set, at dirigenter komponerer selv.

 

Ved denne koncert får man mulighed for at opleve to dirigenter spille ”dirigentmusik” og fortælle om forbindelsen mellem rollen som dirigent og komponist. En yin yang symbiose, men også ofte en modsætningsfyldt, ulykkelig kærlighedsaffære i en og samme person, der sjældent for alvor har været forløsende. 

 

Ved koncerten hører vi bl.a. musik af de dirigerende komponister Mahler, Bernstein, Ole Schmidt, Furtwängler, Rachmaninoff, Esa-Pekka Salonen og Åkerwall. 

 4
Vores podium

En rundtur bag facaden i to musikerliv

Oplev et underholdende koncertforedrag, hvor Peter og Martin i ord, toner og billeder inviterer på en rundtur gennem deres mange veje i musikken som både kammerater, konkurrenter og kolleger.

 

Turen begynder blandt gynger og karruseller i 1976, hvor de var seje drenge i Tivoli-Garden, men snart også studiekammerater på det mondæne Kgl. Danske Musikkonservatorium. Siden fulgtes de ad på det vilde Sibelius Akademi i Finland, hvor de var i dirigentklassen hos den "genigale” dirigentprofessor.

 

I det professionelle liv har de både konkurreret om podiet, men også delt det, bl.a. som medvirkende i Danmarks Radios populære underholdningsprogram ”Maestro”, og ved en række internationale master classes for dirigenter, hvor de har videregivet deres erfaring som dirigenter.

 

Dette koncertforedrag byder ikke alene på skøn musik. Det vil også give et ærligt og perspektiverende billede af ups and downs i livet som dirigent, komponist og musiker.

Peter in action.jpg

Peter Ettrup Larsen

Peter Ettrup Larsen er uddannet dirigent fra Sibelius Akademiet (1993), hvorfra han også har doktorgraden i symfonisk direktion med speciale i Carl Nielsens symfoniske musik (2015).

Foruden dirigentuddannelsen har han diplomeksamen i klarinet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København (1991) samt er cand.mag. i musikvidenskab og retorik fra Københavns Universitet (1994).

Siden 1998 har Peter desuden været pianist i Radioens Wienertrio og i Ettrup Duo med sin bror fløjtenisten Claus Ettrup Larsen. Som klarinettist har han optrådt i adskillige sammenhænge både indenfor klassisk musik og jazz.

Peter optræder jævnligt i medierne, bl.a. DRs TV-serie ”Maestro”, hvor han bl.a. førte skuespiller Søs Egelind til sejr. Desuden har han undervist i kammermusik ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium samt modtaget Gades Musikpris.

Martin Åkerwall

Martin Åkerwall har gjort sig bemærket i dansk musikliv som både dirigent, pianist og komponist og har bl.a. modtaget både Noilly-Prat talentpris og Gades Musikpris.   

Efter studier på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (slagtøj, klaver og komposition) tog Martin Åkerwall diplom i orkesterdirektion på Sibelius Akademiet. En bemærkelsesværdig dirigentdebut i 1991 førte ham til positioner både ved teatre og symfoniorkestre i Tyskland, Schweiz, Finland, Singapore og USA. 

Sideløbende har Martin Åkerwall som pianist optrådt både som solist og kammermusiker ved musikfestivaler i Tyskland, Frankrig, Finland og Danmark, hvor han også har nydt tæt samarbejde med Den Kgl. Ballet som pianist og dirigent. Martin Åkerwall har flere gange optrådt i radio og TV og har bl.a. medvirket i ”Maestro” som dirigentcoach for landets kulturminister Bertel Haarder og skuespiller Gitte Nielsen. 

Martin-aakerwall.jpg
bottom of page