Hvorfor spilde tid på musik?
Et forrygende og festligt foredrag, der fokuserer på kommunikation og kompetencer.
Peter sætter hverdagen ind i en musisk ramme, hvor dirigentens kropsprog kombineres med retorikerens sproglige virkemidler. Det bliver hurtigt klart, at musikken spiller ind, hver gang vi taler med hinanden. Det er nemlig ofte musiske færdigheder som f.eks. rytme, timing og scenisk udstråling, der afgør, om vi opnår gode, faglige resultater.
Foredraget præsenterer en lang række værktøjer, der problemløst kan bruges af alle, der ønsker at forbedre deres almindelige kommunikation i dagligdagen.
Foredraget tilpasses altid den konkrete sammenhæng, hvad enten der er tale om et lederseminar, en kongres, et plejehjem, en aftenskole eller noget helt femte.
Kropssprogs-workshop
Som dirigent har man 12-15 sekunder til at overbevise orkestret om, at man er en værdig samarbejdspartner.
Dette gælder imidlertid også i mange andre sammenhænge:
-
Jobsamtaler
-
Eksamen
-
Forhandlinger
-
Præsentationen
-
Taler
-
Foredrag
Derfor gælder det om at undgå kommunikativ signalforvirring og i stedet få folk til at lytte!
Peter dykker ned i ”Dirigentens Værktøjskasse” og finder alle de værktøjer, der er relevante, ikke bare for dirigenter, men for alle, der skal formidle, samtale eller ideudvikle sammen med andre mennesker.
Peter deler ud af egne erfaringer, fif, idéer, tricks og trylleformularer, og deltagerne vil også få mulighed for selv at prøve værktøjerne af i praksis.
Målet er naturligvis at hjælpe kursisterne til en bedre præstation i de kommunikative sammenhænge, de indgår i dagligdagen.
Mød dirigenten
Kom med bag om rampelyset og få et festligt indblik i, hvordan en koncert eller en forestilling bliver til. Det hele krydres med anekdoter og egne oplevelser fra podiet. I løbet af foredraget vil det bl.a. blive klart:
-
Hvad det egentlig er, dirigenten laver?
-
Hvordan man overhovedet får ”den gale ide” at blive dirigent?
-
Hvorfor musik betyder så meget for så mange?
Desuden vil alle lære at læse noder på under to minutter!
Foredraget er baseret på Peters bog af samme navn.
Du danske sang, hvad vil du mig?
Den danske sangskat er et helt unikt fænomen i musikhistorien. Men hvad er det egentlig, der gør disse sange så danske, og er der overhovedet grund til at holde liv i dem?
Peter graver ned under overfladen på den danske sangskat og viser i ord og toner, at der er tale om en tradition, det på alle måder er værd at værne om!
Man går gladere hjem, når man har sunget med andre!
Vores Podium – En rundtur bag facaden i to musikerliv
Sammen med musik- og dirigentkollegaen Martin Åkerwall har Peter dannet duoen SecondChoice. Oplev et underholdende koncertforedrag, hvor de i ord, toner og billeder inviterer på en rundtur gennem deres mange veje i musikken som både kammerater, konkurrenter og kolleger.
Turen begynder blandt gynger og karruseller i 1976, hvor de var seje drenge i Tivoli-Garden, men snart også studiekammerater på det mondæne Kgl. Danske Musikkonservatorium. Siden fulgtes de ad på det vilde Sibelius Akademi i Finland, hvor de var i dirigentklassen hos den ”genigale” dirigentprofessor.
I det professionelle liv har de både konkurreret om podiet, men også delt det, bl.a. som medvirkende i Danmarks Radios populære underholdningsprogram ”Maestro”, og ved en række internationale master classes for dirigenter, hvor de har videregivet deres erfaring som dirigenter.
Dette koncertforedrag byder ikke alene på skøn musik. Det vil også give et ærligt og perspektiverende billede af ups and downs i livet som dirigent, komponist og musiker.
Se mere på SecondChoice